Svingteknik

 

En vigtig teknik som enhver lettere seriøs motionsrytter bør beherske, er svingteknikken. Det er tit i svingene der sker ting og sager i motionsløb såvel som til træning. De mindre erfarne ryttere bliver drænet  for kræfter og til sidst sat, mens de stærkeste får slået de afgørende huller. Hvad er det egentlig der sker, og hvordan bliver du bedre til at klare svingene? 

Hemmeligheden er at bevare så meget moment som muligt gennem svinget. De uerfarne vil miste momentet, når de kommer for langt ned i fart i svinget. De mere erfarne vil modsat bevare mest mulig fart og dermed skabe de huller, som koster de andre en hulens masse dyrebar energi at lukke. Når der er mange sving på ruten er det noget, som virkelig koster kræfter i sidste ende. 

Pedalere eller cruise

Hvert sving har forskellige angrebsvinkler og en tilsvarende passende fart, men det er de samme principper som gælder for at bevare kontrollen. I knap så skarpe sving kan du pedalere hele vejen igennem, og holde en høj fart. De skarpere sving kræver at cyklen lænes i svingretningen, og med risiko for at ramme asfalt eller kantsten, hvis du fortsætter med at træde. Så hvert sving kræver en beslutning: Skal du pedalere eller cruise igennem? En beslutning som først og fremmest må bero på din erfaring og intuition. Hold også øje med hvordan feltets teknisk gode ryttere vælger at tage svinget. Er du i tvivl så læn cyklen i svingretningen og cruise igennem uden at træde.

Et par tips til de "skarpe" sving

  • Vurdér den optimale linie (eller måske snarere bue) gennem svinget
  • Gear tilpas meget ned inden svinget, så du hurtigt kan accelerere op i fart igen
  • Ryk en anelse tilbage i sadlen og hold kroppen lav
  • Stræk det yderste ben og læg noget af din vægt (som normalt ville være på sadlen) over på den yderste fod med pedalen i bundstillingen
  • Pres det inderste ben ind mod stellet
  • Læn cyklen i svingretningen – hældningen afhænger af svinget
  • Skær så tæt på rabatten/kantstenen som du tør
  • Begynd at accelerere straks du er ude af svinget – stå evt. op og sprint for at genvinde farten
  • Gear op igen så snart du er oppe i normal fart igen, og koncentrer dig om at træde
  • Brug bremserne så lidt som muligt, og undgå det evt. helt (afhænger naturligvis meget af, hvor skarpt svinget er). Hvis der skal bremses, så gør det "fjerlet" umiddelbart før svinget – aldrig mens du svinger.

Overvej om du skal tage svinget stående eller siddende. Sving reducerer farten gevaldigt. Hvis du står op, kan du hurtigere genvinde farten, fordi hele din kropsvægt bruges til at overføre kraft til pedalerne. Men stående kørsel kræver også mere energi end siddende kørsel. Energi som du måske vil få brug for senere i løbet. 

Hvordan trænes bedre svingteknik? Brug f.eks. en ultrakort rundstrækning på 4-5 km med mange sving, og kør den gentagne gange både højre og venstre om. Prøv at tage svingene skiftevis stående og siddende. Korte højintensive intervaller, f.eks. 15 x 20 sekunders spurter med lang restitution imellem, vil vænne dig til de ofte heftige accelerationer ud af et sving.

Udover de tekniske færdigheder, er det også nødvendigt at se på vejens beskaffenhed. En hullet vej kan betyde at dit dæk slipper vejen en brøkdel af et sekund, hvilket kan være katastrofalt når du er på vej gennem et sving. Sand, grus og løse blade gør det i praksis umuligt at læne sig i svingretningen. Våde veje er det mest uforudsigelige, og specielt malede streger og metalliske overflader er de rene glidebaner. Det kan anbefales at reducere dæktrykket i vådt føre, da dette vil øge dækkets kontaktflade på vejen, og føre dig mere sikkert gennem svingene.

 

Fra cybercycling.dk

Skriv kommentar