CYKLING OG TORDENVEJR

Som du måske kan huske, så drev et tordenvejr ind over Sunds i tirsdags ved en 18:00 tiden, ligesom vores træningsaften skulle til at begynde. Vejret var sikkert den alt overvejende årsag til, at der kun mødte en meget våd rytter op til træning. Men til alle jer som valgte at blive hjemme, så var det faktisk den klogeste beslutning du kunne vælge i forhold til det voldsomme tordenvejr.

Lad være med at tro, at cykling er ufarligt i tordenvejr. Fejlagtigt tror mange, at dækkenes isolerende evne beskytter, men man skal altså sidde i et lukket metalbur for at være helt beskyttet f.eks en bil. Det eneste, der faktisk er helt sikkert, er at sidde i et helt lukket, jordet metalbur (et såkaldt Faradays bur) hvor man ikke berører siderne. En bil med lukkede døre, vinduer og soltag er et sådant bur . Lynet undslipper via hjulene, selv om dækkene er dårlige ledere. Andre transportmidler såsom fly, tog og skibe, fungerer også som et metalbur.

Når man ser lyn og hører torden er det vigtigt at tænke på følgende:
  • Gå indenfor. De sikreste steder er faste bygninger og biler. Husk at lukke alle døre, vinduer og f.eks soltaget.
  • Søg ned. Hvis du bliver fanget ude i det åbne så søg ned i en grøft eller fordybning. Hvis der ikke er den mulighed, så sæt dig på hug i regnen med samlede ben (hvilket er mere sikkert end at ligge ned da kroppen har en større berøringsflade på jorden).
  • Undgå træer – specielt enkeltstående. Lave buske er et sikrere tilflugtssted.
  • Undgå metal og andre lynafledende genstande. F.eks hegn, lysmaster, flagstænger og ikke mindst din cykel.
  • Undgå åbne pladser, tårne og sejlbåde

Hvis du bliver fanget i det fri af et tordenvejr kan du komme til at vælge et af to onder: Stå i tørvejr under et træ og dermed risikere, at et lyn rammer både træet og dig (og det kan man altså dø af) eller sætte dig på hug gerne i en grøft e.l. med samlede fødder og lavt hoved ude i det fri – i regnen – og så have størst chance for at lynene ikke finder dig. I denne stilling rager du ikke så højt op og du rører kun jorden ét sted.

Hvornår er det så lige, at du bør tage dine forholdsregler som cykelrytter? Søg straks ly hvis håret begynder at stritte, som om det er elektrisk! Så er det et sikkert tegn på at luften snart kan blive "ladet med "lyn" (Kilde: DMI). Ellers kan du bruge en god gammel tommelfingerregel, når du ser et lyn og hører torden. For hver 3 sekunder der går mellem lynet og tordenbraget er lynet 1 kilometer væk. Det siger næsten sig selv, at når et brag og lyn følger tæt på hinanden, så er det med at komme i dækning!!

DMI har lavet en temaartikel vedr. lyn og torden som du kan finde her >>>>