LÆS OM HANS HENRIKS TUR MED TEAM RYNKEBY

Team Rynkeby Tour 2012

På mange opfordringer har Hans Henrik skrevet denne rejsebeskrivelse med oplevelser fra team Rynkeby Tour 2012 til klubbens hjemmeside. I kan herunder læse (og føle) med, i de mange fantastiske oplevelser, som følger med i kølvandet af dette projekt. God læsning


I ved jo alle, at jeg deltog på Rynkeby-turen på Team Rynkeby Midt-Vest i juli måned 2012, og i ved også, at jeg kom godt igennem uden uoprettelige mén. 

Projektet handler om at indsamle midler til Børne cancer fonden i Danmark, og alle på holdet har gjort en kæmpe indsats – og at vi som første gangs deltagende hold har indsamlet ca. kr. 1,3 mio. til formålet er absolut godkendt. Totalt bliver der fra alle hold i år indsamlet ca. kr. 14,3 mio.

Egentlig har jeg i tidligere år tænkt på at deltage, og har fulgt med i medierne, når der har været fokus på de kendte cyklister og deres oplevelser på vejen til Paris – tanken er bare blevet udskudt.

Men så i år sker følgende: Min kære kollega Michael P. udfordrer mig ved at sige, at HAN har sendt sin ansøgning til Team Rynkeby !! Så tænker jeg: Han skal da ikke køre til Paris helt alene, så jeg sender også en ansøgning.

En super ansøgning (og lidt held) gør, at jeg udvælges som en af rytterne på Team Rynkeby Midt-Vest 2012. Jeg har selvfølgelig afstemt med fruen, at en uges ferie bliver afviklet på cykel.

Holdet har siden efterår 2011 investeret meget tid på at finde sponsorer – både kontantbeløb men også naturalier. Der skal megen føde til 42 sultne cyklister og 10 servicefolk. Desuden er der  selvfølgelig cyklet mange træningskilometer inden turens start, så stor er spændingen, da vi sætter cykelskoene i klamperne og servicebilerne starter fra Herning Sygehus tidlig morgen den 13.07.12.

Udfordringerne venter:

  • Vejret
  • Terrænet
  • Lange daglige etaper

og kan disse afstemmes til:

  • Materiel
  • Cykelerfaring
  • Træningstilstand

Herning – Harrislee: 

Foregår i fladt terræn og fint vejr. Forplejning er i top, og niveauet fortsætter resten af turen. Det bliver ikke til det forventede vægttab på 2-3 kg!

Harrislee – Itzehoe:

Etapen vil blive husket for regn, sol og regn igen, og ikke mindst dårlige tyske cykelstier og endnu værre biveje. 20 punkteringer – vores cykelmekaniker er presset, da der sker styrt, der betyder en cykel på ”operationsbordet”. Rytterens cykelhjelm står ikke til at redde – den er flækket 3 steder! 
Vi fornemmer, at de bakker, vi møder er lidt stejlere og længere end vi er vant til i Midtjylland, men det er intet i forhold til det, der venter.

Itzehoe – Bremen:

Start i regnvejr, men det klarer op. Tempoet er jævnt både før og efter sejlturen over Elben, og etapen foregår på fortrinsvis på gode veje uden ”buler”, men i modvind. Da vi triller ind til middagspause, bliver vi mødt af nisser, der danser om juletræet! De servicefolk er specielle, men skaber en kanon stemning. Der er begyndende ømme bagdele, og nogle skal have det store reparationskit. Alle tænker på etapen i morgen – over 200 km og ca. 9 timer undervejs!

Bremen – Hengelo:

Øv hvor en dag: første 60 km i tørvejr, derefter våd, vådere, Team Rynkeby Midtvest. Det er koldt, og vi er dyngvåde de sidste 50 km, hvor vi kører i massivt regnvejr. Alle fryser og synes, at de sidste 10 km føles uendelige. Fremme ved hotellet går både ryttere og cykler i bad omgående, og efter et solidt aftenmåltid stiger humøret igen. Det er hårdt ved bagen, så forbruget af kopattesalve og lignende er støt stigende!

Hengelo – Genk:

Fra Holland til Belgien og det er nu, at fysikken og viljen skal stå sin prøve. Vi kører primært ad små veje, og kører ude på landet, hvilket ikke er et problem i Holland, men i Belgien begynder bakkerne at blive mange, stejle og lange. Jeg begynder at forstå Dennis Ritter, Jørn Leth og Rolf Sørensens kommentarer, når de store cykelløb køres i bl.a. Belgien. SE bagved.  Gennemsnitsfarten daler dramatisk. Hotellet i Genk byder på til alt held på vaskeplads til cyklerne, som trænger til den store tur. De skal være helt klar til Ardennerne.

Genk – Charleville-Mezieres:

Kongeetapen til Frankrig, som skal vise sig at sætte rekord for Team Rynkeby med hensyn til længde og sværhedsgrad. 231 km lang og med 2.561 højdemeter. Stejle nedkørsler til byen Huy står i kontrast til stigningen i Huy, som er berømt/berygtet – stiger op til 26%.. Hold da lige op, hvor er vi flade, da vi endelig når hotellet kl. 20.15!  Aftensmaden er klar…. og vi når bare at tage et bad, spise og nurse cyklen, førend sengen kalder. Det bliver meget sent for massøren.

Charleville-Mezieres – Jaux:

Bulerne fortsætter ude på landet og det er umuligt at finde et jævnt tempo. En hård dag ude foran, men det lysner, for vi er ovre det værste, og begynder at kunne mærke en vis udjævning. Glæder mig usigeligt til i morgen.

Jaux – Paris:

Promenade etapen. Der hersker en opløftet og forventningsfuld stemning. Under en hvælving af lettende fly fra Charles de Gaulle lufthavnen cykler vi ind mod Paris til mødestedet med de øvrige TR-hold. Et fantastisk syn: 790 gule ryttere i byernes by – en gul slange igennem Paris med politieskorte på cykel – selvfølgelig. Tusindvis af parisere står og klapper på vejen til Eiffeltårnet. Endelig dukker det op, og vi ser mange hundrede pårørende forsamlet ved ”målstregen”, som passeres til stort bifald.

Midt i euforien over at have gennemført turen breder der sig en stor tilfredshed hos alle. Med vores gule projekt har vi været med til at hjælpe børn med kræft, og vi har forhåbentlig gjort tilværelsen lidt lysere for de ramte familier. Dette bekræftes vi i gennem de taler, der bliver holdt. Direktøren for Børne Cancer Fonden, de ansvarlige Rynkeby-folk samt Danmarks ambassadør i Frankrig.

Stemningsbilleder fra turen

[pe2-gallery] Aftenvask.JPG  Fedterøvsstolen.JPG  Giro stemning.JPG  Hvor skal vi hen du...JPG  Rynke - vores maskot.JPG[/pe2-gallery]

Glemt er ømme bagdele, værkende skuldre og slidte ben – det var hele turen værd.

Hans Henrik